Beboer og pårørenderåd

Beboer og pårørenderådet har pr. 1. januar 2017 konstitueret sig med 

Formand Poul Bryrup

Næstformand Lisbeth Dupont-Rosenvold

Seniorrådsrepræsentant Kjeld FLemming



Vedtægter og forretningsorden for Beboer og pårørenderåd

§1 Formål

Formålet er at skabe et forum for dialog mellem beboer/pårørende på plejehjem/plejeboliger, medarbejdere og ledelse.

Rådet skal medvirke til at bevare og videreudvikle et godt forhold mellem beboere, brugere, pårørende samt det beskæftigede personale og ledelse.


§2 Rådets sammensætning

Det enkelte råd består af i alt 5-9 medlemmer:

3-5 medlemmer, som er beboere og /eller pårørende
1-3 medarbejdere
Lederen af plejehjemmet/plejeboligerne
Herudover kan Seniorrådet udpege en person til at sidde i beboer/pårørenderådet, dog uden stemmeret.

Beboer/pårørende skal altid udgøre flertallet i rådet.


§3 Valg til rådet

Der afholdes valg hvert år eller hvert andet år inden udgangen af december.
3-5 repræsentanter vælges af og blandt beboerne/pårørende, 1-3 repræsentanter vælges af og blandt medarbejderne. Lederen af plejehjemmet/plejeboligerne er ”født” medlem.

Valg af beboer/pårørenderepræsentanter foregår på et møde indkaldt med mindst 30 dages varsel, dels ved opslag og dels ved indbydelse til de enkelte beboere. Der er mulighed for evt. udfærdigelse af opstillingsliste forinden mødet, såfremt det enkelte plejehjem/plejeboliger ønsker det.


§4 Rådets konstituering

Rådet konstituerer sig på det førstkommende møde efter nyvalg.

Formand og næstformand vælges af og blandt beboere/pårørenderepræsentanter.


§5 Rådets opgaver

Rådet varetager interesser for beboerne og deres pårørende.

I forståelse for det enkelte plejehjems/plejeboligers målsætninger og handleplaner samt kommunens overordnede mål medvirker rådet til drøftelse og løsning af spørgsmål af fælles interesse for beboere, pårørende og personale. Dette kan ske ved, at medlemmerne på møderne fremsætter forslag, kommer med idéer til forbedring af beboernes trivsel og hverdag. Rådet er rådgivende i forhold til ledelsen for det enkelte plejehjem/plejeboliger. 
Forslag, der evt. ligger ud over ledelsens kompetencer viderebringes af lederen til rette niveau i den kommunale forvaltning.

Eventuelle indstillinger/vedtagelser skal gennemføres indenfor de rammer, som budgettet for det enkelte plejehjem/plejeboliger tillader, med mindre der skaffes økonomiske muligheder ad anden vej.

Rådet skal høres om de tilsynsrapporter, der udarbejdes i forbindelse med de kommunale tilsynsbesøg.


§6 Forretningsorden

Rådet udarbejder selv forretningsorden, dog skal der minimum afholdes 4 årlige møder og til hvert møde skal der udsendes dagsorden og efterfølgende referat. Referatet tilgår forvaltningen.

Social- og Sundhedsudvalget godkender vedtægterne.


Godkendt i Social- og Sundhedsudvalget, den 21. januar 2002

Anne-Grethe Nissen
Social- og Sundhedsudvalgsformand







Forretningsorden for 
beboer/pårørenderådet på 
Plejecenter Louiselund

Ved valg af beboer/pårørende er der én stemme pr. beboer – uanset antallet af fremmødte pårørende. Den person beboerne har tættest tilknytning til, regnes for nærmeste pårørende, uanset slægtsforhold.

Efter valg opfordres rådet til at have konstitueret sig inden for 3 uger med formand, næstformand, medlemmer og suppleanter.
Efter konstituering skal rådet orientere Hørsholm Seniorråd om valget, og Hørsholm Seniorråd kan herefter beslutte, om de ønsker en repræsentant med i rådet.
Suppleanter i rådet kan deltage i samtlige af rådets møder dog uden stemmeret.
Ved et medlems frafald træder 1. suppleanten ind først, dernæst 2. og 3. suppleanten. 
Næstformanden træder i formandens sted ved dennes fravær.

Medlemmer og suppleanter stemmes ind i rådet for en periode på 2 år ad gangen og kan genvælges.

Ved rådets første møde fastsættes datoer for 4 årlige møder. Rådets fastsatte møder gennemføres uanset antal fremmødte.

Formanden indkalder til møde og udarbejder dagsorden. Dagordenspunkter skal afleveres senest 3 uger før afholdelsen af mødet og dagsorden udsendes senest 2 uger før mødets afholdelse.
I presserende tilfælde kan indkaldelsen til møde ske med 1 uges varsel.

Formanden foranlediger, at der bliver udfærdiget skriftligt referat.
Louiselund renskriver og udsender referatet, som godkendes på rådets næste møde.

Rådet skal ses som et samarbejdsorgan til institutionen og som følge heraf handle overordnet. Rådet kan ikke behandle sager på enkeltpersoner.

Rådet er tillagt tavshedspligt med hensyn til alle de oplysninger, som tilgår rådet. Tavshedspligten fortsætter efter udtræden af rådet, jævnfør Forvaltningsloven og Straffeloven.