Praktiske informationer

Plejebolig, økonomi m.v.

Plejeboligen 

Plejeboligerne Louiselund består af 10 boenheder med hver 9 lejligheder og fællesrum med køkken, dagligstue og spisestue.

Lejlighederne er indrettet med entré, stue og badeværelse. I entréen er der garderobeskabe og en lille køkkenniche med køleskab. Endvidere er der lås på et af køkkenskabene, der anvendes som medicinskab.


I stuen er der antenne- og telefonstik. Der er udgang til egen terrasse/have fra stuen. Badeværelset er indrettet, så der er taget højde for eventuelle handicaps.

Lejlighederne udlejes af DAB, som er ansvarlig for alt praktisk vedrørende lejemålet.

Ved indflytningen indretter du selv boligen efter eget ønske og behov, dog med hensyntagen til evt. hjælpemidler. Har du brug for vejledning, hjælper vi gerne med gode råd.

Fællesrum
Til hver boenhed er der tilknyttet et fællesrum, som er en del af lejemålet. Fællesrummet indeholder spise- og opholdsstue i forbindelse med et åbent køkken. Det er her det daglige samvær foregår.

Fællesrummet er hyggeligt møbleret, og der er mulighed for at høre radio og se TV og video.

Alle lejlighederne er placeret med nær adgang til fællesrummet, og fællesrummet danner derfor et helt naturligt samlingspunkt for beboere og personale.

Fra fællesrummet er der udgang til en terrasse/have, som danner ramme for vort udeliv.

Økonomi
En lejlighed i Plejeboligerne Louiselund er at betragte som en almindelig lejebolig.

Der skal betales husleje, el og varme, samt udgifter som f.eks. medicin, telefon, fjernsyn, frisør, fodpleje og forsikringer.

Herudover skal der betales for kosten, der er prisfastsat af Hørsholm Kommune, og tillige er der fastlagt et månedligt gebyr til dækning af fælles forbrug.

Rygepolitik
I overensstemmelse med loven om rygeforbud på offentlige steder, som trådte i kraft den 15. august 2007, har Plejeboligerne Louiselund udfærdiget en rygepolitik for at sikre at ingen såvel beboer, medarbejder eller gæster mod deres vilje skal opholde sig i lokaler hvor der ryges.

Regler vedr. rygning og brug af åben ild.
  1. Stearinlys og dekorationer må kun tændes under opsyn af pårørende/personale i lejlighederne, og skal ALTID slukkes når man går.
  2. Der må ikke ryges i fælleslokaler og aktivitetslokale.
  3. Hvis beboeren ryger, vil der være mulighed for at få rygeforklæde eller anden brandhæmmende foranstaltning.
  4. I lejligheder hvor der ryges skal der luftes ud 20 min. inden den pågældende beboer modtager hjælp fra personalet.
  5. Der må ikke ryges under udførelsen af pleje/omsorg/rengøring i lejligheden.
  6. Døren til lejligheden skal være lukket under rygning.
  7. Askebæger tømmes efter hver rygning.
  8. Der må gerne ryges på terrassen under den forudsætning, at det ikke er til gene for andre tilstedeværende.
  9. Ved sammenkomster og fester m.v. foregår rygning udendørs.
  10. Personalet må kun ryge efter foreskrevne regler for personalet.