Genoptræning

Hvis du har behov for at vedligeholde eller genvinde evnen til at klare dine daglige gøremål, kan kommunen tilbyde dig forskellige former for træning eller genoptræningsophold
  • Holdtræning eller individuel træning på kommunenens Sundheds- og Rehabiliteringscenter Louiselund
  • Hjemmetræning
  • Døgnoptræningsophold på Sundheds- og Rehabiliteringscentret Louiselund
For at få genoptræning, skal du visiteres til det af kommunens visitatorer eller de trænende terapeuter eller have fået en genoptræningsplan med hjem ved udskrivelse fra hospital.

Alt afhængig af hvad dit behov er, vil du blive tilbudt enten holdtræning, individuel træning eller hjemmetræning. Genoptræningscentret har forskellige holdtilbud målrettet forskellige problemstillinger, og du vil blive tilbudt et hold, der passer til dine behov.

Hvad er formålet?
Formålet med genoptræning er, at du får et målrettet genoptræningsforløb rettet mod at du opnår samme funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne – så du derved bevarer eller forbedrer din selvhjulpenhed, ved at lære at bruge dine ressourcer på bedst mulig måde.

Hvor meget genoptræning kan jeg få?
Genoptræning er tidsbegrænset. Træningsvarigheden og intensiteten tilrettelægges af terapeuterne ud fra en individuel faglig vurdering.

Du og din terapeut sætter mål for træningen, og terapeuten vurderer derefter hvilke træningsmetoder, der er bedst egnede. Målene tager udgangspunkt i din hverdag, og der vil undervejs i træningsforløbet blive fulgt op på udviklingen med test og undersøgelser. Test af funktionsniveau laves ved opstart og derefter 1 gang månedligt samt ved afslutning. 3 måneder efter afslutning af træningsforløb vil du blive indkaldt til en re-test for at vurdere, om du kan vedligeholde det opnåede funktionsniveau.
Vi lægger stor vægt på at indgå i en god dialog med dig om dit genoptræningsforløb, og dit genoptræningsforløb vil blive planlagt, iværksat og evalueret sammen med dig.

Hvilke forventninger er der til mig?
Genoptræningscentret forventer, at du samarbejder, og er motiveret for at deltage i træningen. Desuden har vi en forventning om, at du har et aktivt fremmøde til genoptræningen, da der vil være begrænset effekt af genoptræningen ved for mange afbud. Ved mere end 3 afbud uden rimelig begrundelse, vil træningsforløbet blive afsluttet.

Hvor foregår genoptræningen?
Træningen foregår på Sundheds- og Rehabiliteringscentret Louiselund.

Desuden kan genoptræningen foregå i dit eget hjem, hvis du er for dårlig til at forlade din bolig, eller hvis terapeuten skønner, at det er relevant, at noget af træningen foregår i dine hjemlige omgivelser. Genoptræning kan også starte i hjemmet, og når du så er blevet bedre, kan du derefter overgå til at foregå på Genoptræningscentret.


Hvad skal jeg medbringe?
Du skal være iført tøj, som du kan træne i og derudover medbringe sko til indendørs brug. Vi anbefaler en let træningssko med en gummisål, så du står godt fast på gulvet. Derudover skal du medbringe et lille håndklæde.

Hvis du ønsker at klæde om på centret, er der både omklædnings- og badefaciliteter. Du skal selv medbringe håndklæde til brug i badet.

Der er aflåselige skabe i omklædningsrummene, hvor værdigenstande og tasker kan opbevares.

Kørsel
Hvis du ikke selv kan til at transportere dig til genoptræningen kan du søge om kørsel dertil hos de trænende terapeuter.

Hvis du har en genoptræningsplan vil det fremgå af denne om du er berettiget til kørsel.

Hvem er terapeuterne?
Du vil blive trænet af Hørsholm Kommunes team af trænende terapeuter, som består af både ergo- og fysioterapeuter. De trænende terapeuter har en bred erfaring indenfor genoptræning.

Hvem kan fortælle mig mere?
Du kan henvende dig for mere information om genoptræningsmulighederne til:
De trænende terapeuter: 4849 8600 dagligt mellem 8-13 (bedst mellem 8-9)
Ledende terapeut: Pernille Bay 4849 8601 dagligt mellem 8-13.